Cartavio XO – én rom, to ganer og næsten 100 års historie

Bag denne rom gemmer der sig, som ved så mange gamle destillerier, en fantastisk historie. For at få så meget som muligt med springer vi direkte ud i den og starter med en historisk tidslinje.

HISTORISK FAKTA

1926
Grace Corporation, som på dette tidspunkt ejede sukkerproduktionen i Cartavio, anskaffede slovenske egetræsfade og hentede den cubanske rommester José Castro Carrera til Peru for at arbejde med romproduktionen.

29. april 1929
Produktionen på Ron Cartavios anlæg begyndte, og den første flaske Ron Cartavio blev produceret.

1968
I forbindelse med Perus landbrugsreform overtog den peruanske stat driften af Cartavios romfabrik.

1978
Den peruanske stat oprettede Sociedad Paramonga Ltda., som fik ansvaret for driften af Ron Cartavio-anlægget.

1994
Cartavios spiritus- og kemianlæg blev overtaget fra Sociedad Paramonga Ltda., og Empresa Industrial Cartavio S.A. blev etableret.

2001
Empresa Industrial Cartavio S.A. skiftede navn til Destilerías Unidas S.A.C.

2008
Det første blend af Cartavio XO 18 años blev fremstillet. Ifølge den peruanske avis El Comercio bestod den første produktion af 190 kasser med seks 700 ml-flasker.

2009
I forbindelse med Ron Cartavios 80-års jubilæum blev Cartavio XO præsenteret som jubilæumsrom. Samme år modtog Cartavio XO en sølvmedalje ved International Wine & Spirit Competition.

2010
Det andet blend af Cartavio XO 18 años blev fremstillet.

2011
Det andet XO-blend blev efterfølgende lagret på 100-liters fade, fremstillet af Cartavios egne bødkere.

2013
Destilerías Unidas S.A.C. skiftede navn til Cartavio Rum Company S.A.C.

2020
Cartavio Rum Company relancerede sin premiumudgave Cartavio XO.

Historien om Ron Cartavio begyndte faktisk nogle år før den første flaske blev produceret i 1929.

Cartavio var allerede en stor sukkerproducent i det nordlige Peru, da Grace Corporation i 1926 besluttede at satse på romproduktion. De første slovenske egetræsfade blev indkøbt, men viden om romproduktion hentede man længere væk.

Fra Cuba kom rommesteren Don José Castro Carrera til Cartavio. Her skulle han bruge de traditionelle metoder, han kendte fra cubansk romproduktion, sammen med sukkerråvaren fra det nordlige Peru.

Tre år senere, den 29. april 1929, begyndte driften på Ron Cartavios anlæg, og den første flaske Ron Cartavio blev produceret.

Så selv om Cartavio i dag er peruansk rom helt ind til benet, var der altså også lidt cubansk knowhow med, da historien begyndte.

Men historien er kun den ene halvdel. I del 2 åbner vi flasken, og så er det tid til duft, smag og to forskellige ganers mening om Cartavio XO.

Paw Sørensen