Mercy – kvinden med de mange navne
En glemt stemme fra Dansk Vestindien
De glemtes historie · ROMOGVIN.DK
Et menneskeliv kan forsvinde fra historiebøgerne. Men nogle gange efterlader det spor i gamle dokumenter, som gør det muligt at finde mennesket igen.
Fra A.H. Riises verden til en glemt kvindes historie
I 1838 ankom den danske apoteker Albert Heinrich Riise til St. Thomas i Dansk Vestindien. Her fik han bevilling til at drive apotek i Charlotte Amalie. Det blev begyndelsen på en virksomhed, hvis navn stadig lever videre, blandt andet gennem de rom, vi kender som A.H. Riise.
Men Dansk Vestindien var mere end handel, apoteker, sukker og rom. Det var også et samfund med store forskelle mellem mennesker. Et samfund, hvor slaveriet stadig eksisterede, og hvor frihed, rettigheder og muligheder afhang af, hvem man var.
På naboøen St. Croix levede en kvinde, der allerede havde oplevet mere, end de fleste mennesker kunne forestille sig. Da Riise begyndte sin virksomhed i 1838, var hun en ældre kvinde, der havde levet som slavegjort, opnået frihed, arbejdet, stiftet familie og ejet ejendom.
Hendes navn var Mercy. Eller Mary Wade. Eller Cathrine Lawrence. For gennem sit lange liv blev hun kendt under flere navne. Og netop navnene er en del af hendes usædvanlige historie.
Faktaboks – Mercy
Navn: Mercy, også registreret som Mary Wade, Mercy Lawrence, Cathrine Lawrence og Kitty Lawrence.
Fødsel: Ukendt. Hun var født i Afrika.
Første dokumenterede omtale: 1755, St. Croix.
Frigivelse: 19. maj 1756. Formelt frihedsbrev registreret 18. juni 1764.
Bopæl: Frederiksted, St. Croix, Dansk Vestindien.
Beskæftigelse: Blandt andet bager, leverandør af mad, handlende og syerske.
Familie: Blandt andet datteren Molly Wade og ægtefællen Lorentz Hendrichsen.
Død: Registreret 2. januar 1850.
Historisk forbindelse: Hun levede i Dansk Vestindien samtidig med A.H. Riises virksomhed på St. Thomas.
Dokumentation: Ejendomsregistre, skattelister, folketællinger og kirkebøger, undersøgt af historikerne Sarah Abel, George F. Tyson og Gisli Palsson.Et navn i et gammelt register
Året er 1755. På en sukkerplantage i den vestlige del af St. Croix bliver en slavegjort afrikansk kvinde registreret under navnet Mersie.
Vi kender ikke hendes fødselsdato. Vi ved heller ikke, hvilket navn hun havde båret i Afrika. Vi ved blot, at hun var blevet ført ind i et samfund, hvor mennesker kunne ejes af andre mennesker.
I de gamle registre optræder hun ikke med en fortælling om sine drømme, sin barndom eller sin familie. Hun optræder som en registrering. Et navn. En status. Og det er netop her, hendes historie begynder at træde frem.
Den 19. maj 1756 blev hun frigivet af sin ejer, George Wade. Hendes formelle frihedsbrev blev registreret i 1764. Det betød, at Mercy ikke længere juridisk var en anden persons ejendom. Men frihed i Dansk Vestindien var ikke det samme som lighed.
Hun skulle stadig skabe sig et liv i et samfund, hvor hudfarve, oprindelse og tidligere status havde stor betydning. Hvordan hun oplevede den overgang, ved vi ikke. Men de følgende år viser, at hun ikke forsvandt ud af historien. Tværtimod.
Kvinden, der byggede sit eget liv
I 1772 finder vi Mercy i Frederiksted, havnebyen på St. Croix’ vestkyst. Hun er nu registreret som en fri sort kvinde. Fem år senere, i 1777, optræder hun under navnet Mary Wade.
Det år erhverver hun en grund i Hospital Street og får bygget et hus. Det kan måske lyde som en ganske almindelig begivenhed. Et menneske køber en grund og bygger et hjem. Men for en afrikansk kvinde, der tidligere havde været slavegjort i Dansk Vestindien, var det langt fra nogen selvfølge.
Mercy arbejdede blandt andet som bager og leverede mad ved begravelser hos velstående familier. Senere omtales hun også som handlende og syerske. Hun fandt måder at tjene penge på. Og hun brugte dem til at skabe sig en plads i byen.
I 1780 erhvervede hun yderligere otte ubebyggede grunde i et område af Frederiksted, hvor mange frie farvede mennesker boede. Ifølge den historiske undersøgelse blev hun dermed den største jordbesidder blandt byens frie farvede befolkning i sidste fjerdedel af 1700-tallet.
En kvinde, som engang havde været registreret som ejendom, stod nu selv opført som ejendomsejer. Det er en bemærkelsesværdig forandring. Men historien har også en mørkere side.
Frihed i et ufrit samfund
Mellem 1778 og 1785 viser registrene, at Mercy boede sammen med sin datter Molly Wade og mellem én og fire slavegjorte personer. Det er en oplysning, vi ikke skal springe over.
Mercy havde selv været slavegjort. Alligevel blev hun senere en del af det samme system, som havde berøvet hende friheden. Vi ved ikke, hvordan hun selv forklarede dette, eller hvordan forholdet var mellem hende og de mennesker, hun ejede. Og derfor skal vi heller ikke opfinde en forklaring.
Det fortæller os noget vigtigt om historien: Mennesker passer sjældent fuldstændigt ind i de enkle billeder, vi gerne vil tegne af fortiden. Mercy var hverken en eventyrfigur eller en fejlfri heltinde. Hun var et menneske, der levede og handlede inden for de muligheder og modsætninger, hendes tid gav hende.
Hendes egen vej fra slaveri til frihed var virkelig. Det var hendes deltagelse i slaveejerskabet også. Begge dele hører til hendes historie.
Datteren, ægteskabet og de skiftende navne
I 1783 solgte Mercy en af sine grunde og brugte pengene til at opføre et hus på 30 Hospital Street. Nogle år senere flyttede hun ind sammen med sin datter Molly.
I hendes liv kom også Lorentz Hendrichsen, en sort barber, som selv var blevet frigivet fra slaveriet. De blev gift i 1787, ifølge forskernes rekonstruktion på grundlag af registrene. Herefter optræder Mercy i flere år som Mary Hendrichsen.
Men livet blev ikke ved med at være det samme. I begyndelsen af 1800-tallet viser ejendomsregistrene tegn på økonomiske eller ægteskabelige vanskeligheder. I en periode boede ægtefællerne hver for sig. Mercy tog igen navnet Mary Wade i brug.
Senere finder vi dem sammen, og efter Lorentz’ formodede død optræder hun under navnene Cathrine Lawrence og Kitty Lawrence.
Det er næsten, som om arkiverne giver os små kapitler af hendes liv. Mercy. Mary Wade. Mary Hendrichsen. Cathrine Lawrence. Kitty Lawrence.
Vi kan ikke vide præcis, hvad hvert navn betød for hende. Men forskerne peger på, at navneskiftene kan have været forbundet med hendes forandrede livssituation og med afrikanske traditioner, hvor navne kunne ændres gennem livet. Hun var ikke blot et navn, andre havde givet hende. Hun ser også ud til selv at have taget del i, hvordan hun blev kendt.
Et hus i Frederiksted
I 1837 fik Cathrine Lawrence igen ejerskab over huset på 30 Hospital Street. Året efter, i 1838, begyndte A.H. Riise sit virke som apoteker på St. Thomas.
To mennesker levede dermed i den samme danske koloniverden. Den ene blev siden et navn, der stadig forbindes med handel og rom. Den anden levede sine sidste år i et hus i Frederiksted.
Vi kender ingen personlig forbindelse mellem deres liv, og det behøver der heller ikke være. Det interessante er tiden og stedet.
For mens virksomheder, handel og kolonihistorie udviklede sig omkring dem, fortsatte Mercy sit eget liv. I folketællingerne fra 1841 og 1846 står hun stadig registreret som Cathrine Lawrence. Huset i Hospital Street var hendes hjem. Og hendes navn var stadig at finde i dokumenterne.
Året, hvor slaveriet blev ophævet
I 1848 kom en begivenhed, der forandrede Dansk Vestindien. Efter et oprør på St. Croix blev slaveriet ophævet den 3. juli.
Mercy havde på det tidspunkt været juridisk fri i mange år. Men hun levede stadig på øen og oplevede dermed den historiske afslutning på det slaverisystem, som hun selv havde været ført ind i fra Afrika.
Vi ved ikke, hvor hun befandt sig den dag. Vi ved heller ikke, hvad hun tænkte, da nyheden nåede Frederiksted. Det ville være fristende at beskrive hendes ansigt, hendes glæde eller hendes minder. Men det har vi ingen kilder til.
Vi kan kun konstatere, at hendes liv spændte over en bemærkelsesværdig del af øernes historie. Fra hendes egen tid som slavegjort til den generelle ophævelse af slaveriet. Det er i sig selv værd at standse op ved.
Den sidste registrering
Den 2. januar 1850 blev Cathrine Lawrences død registreret. Hun blev begravet på den anglikanske St. Paul-kirkegård i Frederiksted, ikke langt fra sit hjem.
Senere samme år optrådte huset på 30 Hospital Street i registrene som tilhørende arvingerne efter en kvinde, der blev kaldt Katy Mercy. Endnu et navn. Men stadig den samme kvinde.
En kvinde, der havde været slavegjort. Som havde fået sin frihed. Som havde arbejdet og handlet. Som havde haft en datter, været gift og oplevet både fremgang og modgang. Som selv havde ejet slavegjorte mennesker og dermed også været en del af kolonitidens uretfærdige system.
Og som til sidst efterlod sig et hus, et navn og spor i arkiverne.
Vi kender ikke hendes sidste ord. Vi ved ikke, om nogen dengang forestillede sig, at hendes liv ville blive undersøgt mere end 150 år senere. Men det blev det.
De var her også
Når vi i dag taler om Dansk Vestindien, møder vi ofte navnene på konger, guvernører, købmænd og andre mennesker, der satte deres præg på historien. Vi kender også A.H. Riise, hvis navn stadig står på flasker mange generationer efter hans tid på øerne.
Men historien tilhører ikke kun dem, hvis navne blev berømte. Den tilhører også mennesker som Mercy.
Hun byggede ikke et verdensberømt monument. Hun grundlagde ikke et kendt rommærke. Og vi har ingen grund til at gøre hende til noget, hun ikke var.
Men hendes liv viser os, hvor meget et enkelt menneskes historie kan fortælle om en hel tidsalder. Om frihed og ufrihed. Om arbejde, familie og ejendom. Om de muligheder, nogle mennesker kæmpede sig frem til, og de uretfærdigheder, de samtidig levede med.
Måske er det netop derfor, hendes historie fortjener at blive fortalt. Ikke fordi hun var fejlfri. Men fordi hun var her. Og fordi hendes liv ikke behøver at være glemt.
Små skridt kan være de største.
Det her synes vi er spændende. Måske gør du også.
Kilder og historisk dokumentation
1. Sarah Abel, George F. Tyson og Gisli Palsson (2019): From Enslavement to Emancipation: Naming Practices in the Danish West Indies. Comparative Studies in Society and History, 61(2), 332–365.
https://www.cambridge.org/core/journals/comparative-studies-in-society-and-history/article/from-enslavement-to-emancipation-naming-practices-in-the-danish-west-indies/AA20B5B0CF67C8804CE1DAD3F203A1BA2. Rigsarkivet – Dansk Vestindien:
https://en.rigsarkivet.dk/guide/the-danish-west-indies/find-a-person/?utm_source=chatgpt.com3. Frederiksberg Stadsarkiv – Vestindien på Frederiksberg:
https://stadsarkivet.frederiksberg.dk/byhistorie/vestindien-pa-frederiksberg4. Hans-Otto Loldrup – A.H. Riises Apotek på St. Thomas og i Vejle:
https://www.farmacihistorie.dk/boeger/10-vores-boeger/37-ah-riises-apotek-paa-st-thomas-og-i-vejle/Historisk note: Fortællingen bygger på dokumenterede begivenheder og historisk forskning. De reflekterende passager er redaktionelle formuleringer, ikke gengivelser af Mercys egne tanker eller udtalelser. Der er ikke påvist nogen personlig forbindelse mellem Mercy og A.H. Riise.
Billednote: Eventuelle AI-genererede billeder er kunstneriske fortolkninger af tiden og miljøet. De må ikke opfattes som autentiske portrætter af Mercy eller historiske fotografier.
ROMOGVIN.DK – De glemtes historie..
Om tekst og billeder
Tekst og billeder er udarbejdet med støtte fra kunstig intelligens (AI). De historiske oplysninger er faktatjekket med udgangspunkt i de angivne kilder. AI-genererede billeder er historiske illustrationer og ikke autentiske fotografier.
Paw Sørensen
