Manden med skovlen
En glemt stemme fra Panamakanalen
De var her også.
En mand blandt tusinder
I januar 1908 forlader en mand øen Barbados i Caribien.
Hans navn er Edgar Llewellyn Simmons.
Foran ham ligger en rejse mod Panama, hvor et af verdenshistoriens største byggeprojekter er i gang.
Panamakanalen.
Han rejser ikke som ingeniør, politiker eller en af de mænd, hvis navne senere skal stå i historiebøgerne.
Han rejser for at arbejde.
Simmons er én blandt de mange tusinde mennesker fra Caribien, der søger arbejde ved kanalen.
Mennesker, som forlader deres hjem og familier med håbet om at skabe en bedre tilværelse.
Efter rejsen ankommer han til Colón på Panamas caribiske kyst.
Her møder han en verden af jernbaner, maskiner, tropisk varme og mennesker fra mange forskellige lande.
Men hans første arbejdsdag bliver måske ikke helt, som han havde forestillet sig.
En skovl og en vogn fuld af kul
Klokken seks om morgenen lyder arbejdsfløjten.
Mændene stiller op, og en arbejdsleder begynder at udvælge dem.
Nogle får udleveret hakker og skovle.
Simmons bliver ikke valgt i første omgang.
Et øjeblik håber han, at der måske venter ham et bedre arbejde.
Men snart kommer en anden vestindisk arbejder hen til ham og fører ham til en vogn fyldt med kul.
Han får en skovl.
Kullene skal losses.
Sådan begynder hans arbejde ved Panamakanalen.
Ikke med en højtidelig tale.
Ikke med en bedrift, som nogen skynder sig at skrive ned i historiebøgerne.
Men med en skovl og en vogn fuld af kul.
Det er netop sådanne øjeblikke, jeg synes er værd at huske.
For mens vi ofte fortæller om de store mænd bag historiens begivenheder, glemmer vi let de mennesker, der udførte arbejdet.
To verdenshave – tusindvis af hænder
Panamakanalen var en drøm, som havde eksisteret længe før Edgar Simmons ankom.
Tanken om at forbinde Atlanterhavet og Stillehavet gennem det smalle mellemamerikanske land havde fascineret mennesker i århundreder.
Et fransk forsøg på at bygge kanalen i slutningen af 1800-tallet var endt i katastrofe.
Sygdomme, tekniske vanskeligheder og økonomiske problemer havde kostet både menneskeliv og enorme summer.
I 1904 overtog USA arbejdet.
Denne gang blev projektet gennemført.
Men det krævede en arbejdsstyrke af en størrelse, som næsten er vanskelig at forestille sig.
Mænd fra mange lande kom til Panama.
Særligt de caribiske øer leverede en stor del af arbejdskraften.
De gravede, flyttede sten, lagde jernbanespor, lossede kul og vedligeholdt de maskiner, som holdt projektet i gang.
Arbejdet var hårdt.
Varmen kunne være voldsom, regnen forvandlede jorden til mudder, og ulykker var en del af hverdagen.
Samtidig var arbejdsforholdene langt fra ens.
Det amerikanske kanalsystem anvendte en opdeling mellem gold roll og silver roll.
Opdelingen havde betydning for både løn, boligforhold og muligheder og blev i praksis tæt forbundet med race og nationalitet.
Mange vestindiske arbejdere befandt sig på den dårligst stillede side af systemet.
Alligevel fortsatte arbejdet.
Dag efter dag.
År efter år.
Menneskene bag vidunderet
Den 15. august 1914 åbnede Panamakanalen officielt for skibstrafik.
Et af verdens store tekniske vidundere var blevet virkelighed.
Skibe kunne nu rejse mellem verdenshavene uden den lange og farefulde omvej syd om Sydamerika.
Det forandrede international handel og søfart.
Men når historien om kanalen bliver fortalt, er det ofte ingeniørerne, politikerne og de store maskiner, der får hovedrollerne.
Det er forståeligt.
Men hvad med manden, der lossede kul?
Hvad med dem, der lagde skinnerne?
Dem, der gravede grøfter, flyttede jord og holdt maskinerne i gang?
Uden dem havde projektet ikke kunnet gennemføres.
Deres arbejde var måske ikke spektakulært hver eneste dag.
Men det var nødvendigt.
Og netop derfor fortjener det en plads i fortællingen.
En stemme fra fortiden
Det særlige ved Edgar Llewellyn Simmons er, at en del af hans historie faktisk blev bevaret.
I 1963 blev tidligere arbejdere ved Panamakanalen opfordret til at fortælle om deres oplevelser.
Beretningerne blev samlet i Isthmian Historical Society Collection, som i dag findes ved Library of Congress.
Historikeren Julie Greene har senere arbejdet med disse fortællinger.
Gennem dem får vi et indblik i kanalbyggeriet, som de store officielle beskrivelser ikke altid giver.
Vi møder ikke kun et byggeprojekt.
Vi møder mennesker.
Deres forventninger, arbejdsforhold og oplevelser.
Og vi får lov at høre om en mand fra Barbados, hvis første arbejdsdag begyndte med en skovl og en vogn fuld af kul.
Mere end hundrede år senere kan vi stadig læse om ham.
Ikke fordi han var berømt.
Men fordi hans stemme blev bevaret.
En anden historie fra det samme Panama
Der er også en lille forbindelse til den verden, vi kender fra ROMOGVIN.DK.
I 1908, samme år som Simmons ankom til Panama, grundlagde José Varela Blanco en sukkermølle i byen Pesé.
Det blev begyndelsen på den virksomhed, der senere kom til at stå bag rommærket Ron Abuelo.
Der er ingen dokumenteret personlig forbindelse mellem Edgar Simmons og José Varela Blanco.
De repræsenterer blot to forskellige historier fra det samme land og den samme tid.
Den ene fortæller om de mennesker, der byggede en kanal, som skulle forbinde verdenshavene.
Den anden om en virksomhed, hvis produkter stadig eksisterer i dag.
Når jeg sidder med et glas Abuelo 12, er det derfor ikke kun rommens historie, der kan vække min nysgerrighed.
Det er også tanken om de mennesker, der levede i Panama dengang.
Mennesker med hver deres håb, arbejde og skæbne.
De var her også
Vi ved ikke alt om Edgar Llewellyn Simmons.
Vi ved ikke, hvordan han oplevede hver eneste dag ved kanalen, eller hvilke tanker han gjorde sig gennem resten af livet.
Og det skal vi heller ikke opfinde.
Men vi ved, at han var der.
At han rejste fra Barbados til Panama.
At han arbejdede.
Og at hans oplevelser blev bevaret, så vi i dag kan få et lille indblik i hans liv.
For mig er det nok til, at hans historie er værd at fortælle.
Ikke alle mennesker behøver at have udført noget ekstraordinært for at have betydning.
Nogle gjorde ganske enkelt deres arbejde.
Et arbejde, som andre mennesker senere kom til at nyde godt af.
Måske fik de aldrig den anerkendelse, de fortjente.
Måske blev deres navne glemt.
Men de var her.
Og uden dem ville verden ikke have været helt den samme.
Små skridt kan være de største.
Det her synes vi er spændende. Måske gør du også.
ROMOGVIN.DK – Personlig smag
Historisk faktaboks
Oplysning Fakta Person Edgar Llewellyn Simmons Oprindelse Barbados, Caribien Ankomst til Panama Januar 1908 Arbejdssted Panamakanalens anlægsprojekt Kanalens amerikanske byggeperiode 1904–1914 Åbning 15. august 1914 Historisk dokumentation Arbejderberetning bevaret i Isthmian Historical Society Collection Kilder
Julie Greene – Labor Migrants Who Changed the World (2024)
Historisk forskning om de migranter, der arbejdede ved Panamakanalen, herunder Edgar Simmons.Library of Congress – Isthmian Historical Society Collection
Samling af historiske arbejderberetninger fra Panamakanalen.Panama Canal Authority – Work Force
Officiel historisk oversigt over kanalbyggeriets arbejdsstyrke.https://pancanal.com/en/work-force/
U.S. National Archives – The Panama Canal
Historisk materiale om kanalbyggeriet og arbejdsforholdene.https://www.archives.gov/publications/prologue/1997/summer/panama-canal
UNESCO – The Silver Men
Dokumentation af de vestindiske arbejderes historie ved Panamakanalen.https://www.unesco.org/en/memory-world/lac/silver-men-west-indian-labourers-panama-canal-1880-1914
Redaktionel note: Fortællingen bygger på historiske kilder og er skrevet i et nutidigt, fortællende sprog. Der er ikke opfundet personlige samtaler eller udokumenterede begivenheder. Forbindelsen til Ron Abuelo er tidsmæssig og geografisk, ikke en dokumenteret personlig forbindelse.
Billednote: AI-genererede historiske stemningsbilleder er kunstneriske fortolkninger og ikke autentiske fotografier af Edgar Simmons eller kanalbyggeriet.
Paw Sørensen
